Når bægeret løber over…!
Copenhagen Maraton i år blev ikke den succes som jeg havde håbet og forventet.
Planerne VAR store, og kun 14 dage efter Lillebælt ½ maraton måtte jeg indse at jeg skulle nedjustere mine forventninger.
Med nedjusteringer og ændrede planer tog jeg glad, frisk og forventningsfuld til København for at løbe et løb, som senere skulle vise sig at blive et løb JEG aldrig ville glemme.
Jeg havde en god dag, forberedelserne dagen forinden havde været gode, morgenen var skøn og alt tegnede til at blive en god dag. Jeg havde en god mavefornemmelse. Det store pres på mig selv havde jeg fjernet efter at ha nedjusteret mine forventninger.
Der var få minutter til start og vandet skulle lige lades endnu engang, og så skulle man frem i forreste startgruppe, der var måske 10 – 12 meter op til allerforreste række, så det må siges at være en super god position jeg starter fra. Og allerede da starten går, er der ikke mange sekunder inden jeg har så meget plads at jeg kan løbe i mit eget tempo, uden at blive forstyrret af andre løbere. Kilometerskiltene passeredes i en jævn fart en efter en. 4:15 – 4:20 Varmen gjorde dog også sit til at en naturlig træthed meldte sig, og farten blev da også langsommere. Men det var super godt at løbe i de Københavnske gader, Tilskuerne var overgearede nogen steder og gjorde sit til at stemningen var høj.
Efter jeg havde passeret ½ maraton mærket kunne løbet faktisk godt ha stoppet for mit vedkommende.
Jeg gad faktisk ikke at løbe mere. Jeg fik dog overbevist mig selv om at fra NU af blev der kun kortere og kortere til mål, så det skulle nok gå, Jeg skulle bare fokusere og holde mig i gang. Jeg havde ingen problemer med løbet, depotbesøgene fungerede fint for mig, og egentlig så var jeg løbende, som man siger…! Men blev mere og mere ligeglad med hvad jeg lavede. Jeg registrerede slet ikke at jeg passerede Kalvebod Brygge – Under Langebro – Christians Brygge og Den Sorte Diamant. Jeg var i stedet for begyndt et lede efter undskyldninger. Undskyldninger over for mig selv, så jeg kunne stoppe. Men der var ingen. Jeg var stadig løbende, Vel var jeg da træt, men ikke noget som gav problemer. Alle undskyldninger synes at udeblive eller være helt uholdbare. Jeg kunne ikke stoppe, Lysten forsvandt helt og jeg kunne slet ikke se nogen ide med løb i det hele taget. Nyhavn var for mig ikke eksisterende, Dog observerede jeg Langelinie, da der blev råbt ”Hej Ulrik” (TAK til Lise, det bar mig igennem de næste 2 km J )
Væske depotet v. 28 km her var alt modsat af hvad det plejer at være, jeg stoppede og stod stille og drak. Aldrig før har jeg stoppet ved et depot. Jeg var klar til at stoppe, havde bestemt mig for at jeg ikke behøvede nogen undskyldning. Det var MIT valg. Jeg hældte en kop vand i hovedet så jeg selv og andre ville være i tvivl om det var tårer eller bare vand…! Af frygt for at være alene og usikker på mig selv overgav jeg mig i stedet for til løbet igen og fortsatte… Skulle jo bare fortsætte til jeg mødte en jeg kendte og overtale vedkommende til at gå med mig tilbage til målområdet. Heldigvis skulle jeg kun 600 meter mere før Hanne L. stod i krydset Strandboulevarden/Classensgade. Og Der sluttede Copenhagen Maraton for mig. Og jeg har ikke løbet siden.
Jeg har foræret mit startnummer til Aarhus City ½ maraton d. 3. juni væk. Og har store overvejelser med Stokholm Jubilæums Maraton, men på den anden side så kan de 4 planlagte dage jo bruges som en kæreste tur, om jeg stiller til start vil vise sig.
Jeg har ingen svar på hvorfor, men jeg har mange teorier. Det vigtigste for mig lige nu er at komme videre, flytte fokus og igen finde løbeglæden.
Som Arnold engang sagde
I`ll Bee Back
Vi ses Løbende
En dag 🙂
Copenhagen Maraton
Dette var mine nedjusterede forventninger inden start.
Det sekundære mål er opprioriteret til det primære mål…!
Man bliver jo nød til at sætte ordene sammen så det fremstår mest mulig positiv 🙂
I vinter planlagde jeg at Copenhagen Maraton i år skulle være årets største mål. Jeg havde endda planer om at skulle slutte under 3 timers grænsen.
Jeg lavede træningsprogram som tog udgangspunkt i en sluttid på 2:50:00. På den måde ville der være lidt luft at give af, det var et rigtig hårdt forår jeg havde, mange af mine intervaller skulle løbes i pace mellem 3:20 & 3:35. Det var fysisk hårdt og der skulle mentalt hænges godt i. Mine lange pas blev løbet i pace 4:00 – 4:05 Jeg følte det som små succeser hver gang jeg havde gennemført et af mine distance ture. Selvom jeg jo godt vidste at jeg lå med en vis legemsdel lige på grænsen til at fejlt gang efter gang, men træningsplanen var jo også sat ekstra stramt. Den var udregnet efter at der blev kortet 26 min af min PR… Total urealistisk, men så var der jo også lige de 10 min at give af, for at målet stadig kunne nåes 🙂
Nu har jeg så lært lidt af min overvurderede træningsplanlægning… eller lært og lært, Jeg tager ihvertfald konsekvensen af at træningen ikke har været fyldestgørende i april og maj måned. Jeg har ikke haft skader eller problemer løbsmæssigt, men jeg har været “mæt, træt og slet ikke opsat” alvorlige signaler som man under ingen omstændigheder må lukke af for. Derfor er hovedmålet nu at jeg blot skal løbe PR, men drømmen om de 3 timer er der skam stadig, og den beslutning tager jeg først efter at jeg har vurderet de første 8 km.
Sluttid i år: 3:15:56 eller hurtigere
Der overvejes om man skal løbe i Brooks Pure Connect