Ahhhh.. musklerne i mit højre inderlår begyndte at krampe, det er det kolde vand, og det intense arbejde, svømmetag efter svømmetag. Så ærgrer man sig over at man ikke er bedre til Crawl, men i stedet må svømme brystsvømning, 3,8 km er langt på denne måde.
Knap 3700 deltagere er med i Ironman stævnet i Roth i sydtyskland, Og jeg er bestemt ikke blandt de hurtige, Lige fra starten overhaler den ene svømmer efter den anden mig med en plasken og skubben og masen som gjaldt det livet, man skulle ikke tro at voksne mennesker kunne opføre sig sådan. Efter ca. 2,5 km fik jeg øje på Kaj, Kenneth & Betina, de gik inde på stien langs kanalen og kiggede efter mig. Da det endelig lykkedes at få kontakt fulgtes de med mig, det gik langsomt, men det gav mig noget opmuntring, og langsomt fik jeg svømmet mig ind på et par af de svømmere som lå foran mig. ”Flot overhaling” blev der råbt inde fra kanten. ”Nu er du ikke sidst mere” hehe… Humor er en god ting. Men jeg synes bestemt ikke det var sjovt lige nu. Jeg hader at svømme og har desværre aldrig lært det. Jeg var uheldig som barn og kunne ikke være med til svømmeundervisningen i skolen pga. en brækket hånd.
Da svømningen var overstået. Var der ca. 25 svømmere i vandet efter mig, så jeg var jo næsten sidst men dog ikke DEN sidste. Nu skulle der bare hurtigt skiftes tøj og cyklen findes. Tøj skiftet foregik i et stort telt, og der var masser af hjælpere som gladelig ville hjælpe med at binde snørebånd eller sætte nummer fast eller andet der lige skulle hjælpes med, mange var allerede trætte og kunne ikke selv komme i deres cykeltøj, Det var meget tydeligt at se at de personer som var tilbage i teltet nu var amatører. Hele eliten var væk. Og folk her omkring skulle ha hjælp. Inkl. Mig selv. Det var først svært at overvinde sig selv til at acceptere at man fik hjælp, specielt når det var en Kvinde som hjalp mig, At få hjælp til at få krænget våddragten af efter svømningen var en nødvendighed, armene var ømme og trætte, de kunne mærkelig nok ikke lige bøjes i den retning man troede, var den rigtige, så det var egentlig helt okay med en hjælper, men da man til sidst stod iklædt naturens egen beklædning, hmm ja så gik det lidt hurtig med at få noget på, man var jo ikke interesseret i at stå der som en udstillingsmannequin og vise hvor ”koldt” det egentlig var, men det var nu alt i alt godt at man kunne få hjælp, ellers havde jeg nok brugt dobbelt så lang tid inden jeg var kommet ud på cyklen.
Det var nemt at finde cyklen da pladsen næsten var tømt for cykler, og da man først var kommet ud på ruten var det en fantastisk oplevelse med alle de tilskuere, jeg brugte dog lige 15 til 20 km. For at få gang i benene efter svømmeturen, men så kørte det også rigtig godt for mig. Jeg overhalede og overhalede, rytter efter rytter, og det gav ekstra mod og moral hver gang, selvom man godt viste at man skulle cykle 180 km, og 2 gange skulle man op af ”Bosberg” en stejl ”bakke” lidt længere og noget stejlere end Munkebjerg-bakken nede ved Vejle. Tilskuerne stod tæt pakket på dette lille bjerg, og man følte sig helt som en Tour De France rytter på vej op af Alpe d´ Huez.
Efter 1. omgang på ca. 90 km stoppede jeg lige halvt op og hilste igen på Kaj, Kenneth & Betina, Jeg fik lige et par energibarrer med i lommen og en ”God tur” råbt efter mig, så var jeg ellers rullende igen.
Efter 3,8 km svømning og 180 km cykling var man ved at være godt brugt og mør, men cyklen skulle parkeres det rigtige sted og skiftetøjet findes. Denne gang var der også hjælp til at få skiftet sit tøj, ”En flok halvt handicappede mænd der skulle hjælpes” jaja vel skulle vi hjælpes men vi fortjente også hjælpen, uhh det var godt, men også hårdt. Her stod jeg i endnu et telt og skulle have hjælp til at få tøj på. Endnu en kom og hjalp mig med at få strømper og sko på, mens jeg selv fandt min kasket, løbetrøje og mit bælte med små flasker hvor jeg havde vand og energidrikke i. Det var igen en oplevelse at få hjælp, og denne gang rørte det mig egentlig ikke, Det hele foregik meget professionelt, selvom det bare var en flok halvt handicappede mænd der havde ydet lidt mere end de måske burde, jeg tror egentlig at det hele så lidt ømt og sørgeligt ud, men alligevel var der ikke antydninger af opgivelse eller fortrydelse at spore i ansigterne på deltagerne, alle så meget fokuserede og koncentrerede ud. Nu var det bare ud af skifte zonen og tilbagelægge det sidste lille stykke. Et Marathon, 42,195 km ventede og det var jo ikke noget at snakke om, jeg har jo trænet til dette i næsten 1 år, så jeg var jo godt forberedt, men det var ikke så let at omstille sig fra cyklen til løb. Det var ligesom om jeg ikke kunne finde en god løberytme, man skulle tro jeg ikke havde prøvet at løbe før, benene ville ikke lystre og det hele foregik som i slowmotion. Åndedrættet virkede ikke det var tungt og skoene klemte alle mulige mærkelige steder. Men det blev bedre, efter et par km. Begyndte mit løb at fungere og jeg kom i en god rytme, åndedrættet passede til mine skridt og alt klappede. Men efter en del energibarrer og energidrikke og ca. 20 km løb, kunne jeg mærke at jeg ikke kunne blive ved med den indtagelse, min mave var begyndt at rumle og pressede på for at sige fra over for alt den sukkerholdige indtagelse. Jeg måtte holde mig til Vand og banan stykker. Og så skulle jeg snart ha fundet noget papir, da jeg var sikker på at jeg rimelig snart skulle væk fra stien og ind i skoven for mig selv. Efter en lille afstikker ind i skoven var jeg klar til de sidste knap 20 km, og det gik godt, og jeg var vist det man kalder for ”flyvende” Det var som om de andre løbere ramte en mur og ikke kunne komme fremad, eller var bundet fast til store elastikker som de ikke rigtig kunne trække længere og var lige på kanten til at ryge bagud eller på røven. Jeg fortsatte derimod upåklaget videre, men nu havde jeg jo ligesom også haft mine små ting at døjes med. Det føltes fantastisk at løbe her på stierne gennem skoven og langs kanalen. Alle de tilskuere som stod og klappede og råbte ”GO-GO-GO” ”Heya – Heya” man blev virkelig klappet, heppet og råbt fremad, Man fik følelsen af at være en vinder – en Mester, der var ingen Mur for mig, ikke andet end den at skulle tage sig sammen til at løbe væk fra stien og på en lille tur for at ordne det fornødne, Det var her på sidste del af denne dags fysiske udfoldelse at jeg første gang oplevede fænomenet ”Runners High” Det er en tilstand man kommer i når der frigives rigtig meget endorfin i blodet, og man får følelsen / oplevelsen af at kunne alt, men er virkelig som supermand og intet kan holde en tilbage. Der er noget trance og narkotisk ved det. (det med narkotisk har jeg hørt, har egentlig ikke selv kendskab til det) Da jeg manglede 9 km. Mødte jeg igen Kaj, Kenneth & Betina. Jeg stoppede ikke denne gang men fik dem til at løbe med mig en 300 meter for lige at fortælle dem hvor godt det egentlig gik. Kenneth havde mod til at løbe med mig lidt og vi fulgtes ad ca. 5 km. Indtil han blev stoppet af en Official med ordene ”No number – NoEntry” (ingen nummer – ingen adgang) Så måtte jeg selv løbe de sidste 4 km, og var der mange tilskuere ude på ruten så var det her ufatteligt. Der var tilskuere over det hele tæt pakket som sild i en tønde. Og de sidste 3 km blev afviklet mellem opstillet stakit og rækværk for at holde afstand mellem løbere og tilskuere, og der var en larm uden lige, for folk råbte hujede og klappede mere end før. Inde på selve opløbet/scenen var der rullet en grøn ”løber” ud. Jeg havde nu masser af overskud og løb lige en omvej uden for ”løberen” og løb med den ene hånd oppe klar til at klappe hænder med de tilskuere (mest Børn) som stod inde ved opløbs området. Jeg fik også lige øje på Kaj, Kenneth & Betina igen, de var også lige akkurat nået ind på scene området inden jeg kom i mål, Der var nu gået 12 timer 22 min og 35 sekunder. Jeg sluttede som nummer 1612 ud af de lige knap 3700 deltagere.
Jeg fik en medalje hængt om halsen og blev ønsket tillykke af arrangørerne, mit smil bredte sig til op over begge ører. Og jeg kunne tillade mig at bære det smil, Jeg havde gennemført en Ironman, noget de færreste oplever eller bare kommer i nærheden af. En præstation ud over det en hvilken som helst anden ville kunne forstå.
Man begiver sig ud i sådanne udfordringer for at opleve den følelsesmæssige ultimative præstation. Nogle når muren og bliver slået ud af det, de klarer ikke smerten, andre klarer sig igennem ved viljens kraft. Og andre opnår ”Runners-High” et kæmpe adrenalinkick der fjerner smerte og gir mod og lyst til mere.